PARKPARK LANDER STOR ORDRE FRA EN AF LONDONS STØRSTE LUFTHAVNE

Landets billigste parkeringsapp og betalingsformidler PARKPARK har været hårdt ramt af Corona, da antallet af parkeringer i takt med de mange nedlukninger af samfundet er faldet drastisk. Det har fået selskabet til at tænkte nyt, hvilket netop har sikret virksomheden en stor aftale med Gatwick Airport.

Aalborg, d. 18. januar 2020 – For blot få år siden bestod markedet for betalingsformidlere på parkeringsområdet af ganske få spillere, mens der i dag er mindst otte selskaber, der indløser betaling for parkering. Den billigste på markedet, aalborgensiske PARKPARK, har det seneste halvandet år investeret massivt i videreudviklingen af selskabets teknologi, betalingsplatform og app, og det omfattende udviklingsarbejde ser nu ud til at bære frugt i form af en markant kundefremgang.

Corona-epidemien ramte først på året virksomheden hårdt, da samfundet blev lukket ned, og parkeringsaktiviteten faldt i takt med den lavere aktivitet i samfundet. Det betød, at ledelsen fra den ene dag til den anden måtte tænke ud af boksen. Via en samarbejdspartner i København blev PARKPARK sat i forbindelse med Gatwick Airport, og meget hurtigt så Gatwick Airport potentialet i PARKPARKs løsning, hvorefter parterne indgik en aftale.

Aftalen, der løber de næste 5-7 år, dækker alle Gatwick Airports ”kiss and goodbye”-parkeringer, der hver dag har et gennemtræk på 15.000 biler, når ellers ikke Corona sætter en begrænsning for antallet af rejsende. Løsningen er udviklet i samarbejde med københavnske Simplyture, der står for den automatiske nummerpladelæsning i løsningen.

  • Aftalen er meget vigtig for PARKPARK, fordi antallet af biler og daglige parkeringer er så stort, som det er i Gatwick Airport. At vi er i stand til at løfte sådan en opgave, har åbnet mange døre for os rundt om i andre lufthavne, og derfor forventer vi at lande flere lignende aftaler i 2021. Det gør os til en stærk spiller på området, og fordi vi vokser med flere hundrede nye kunder om ugen, ser ejerne bag selskabet fortsat et stort potentiale i os, siger Michael Buch Sandager, CEO i PARKPARK A/S.

Opbakning fra ejerne
De positive takter Coronaen til trods har således fået ejerne bag selskabet, MPV Holding og P.M. Holding, til at skyde lige knap fire millioner kroner ind i PARKPARK. Det skal være med til at forløse selskabets potentiale yderligere, både herhjemme og i udlandet.

En anden del af PARKPARK, som investeringen muliggør, er en markant styrkelse af faciliteterne for de erhvervs-, service- og håndværksvirksomheder, der hver dag parkerer rundt om i landet. Ligesom private nu har adgang til et helt nyt administrationsmodul på nettet, kan virksomheder langt nemmere følge med i deres parkeringsudgifter. Ifølge PARKPARK har de færreste virksomheder nemlig et komplet overblik over deres udgifter til parkering, og en intern analyse viser, at en håndværks-virksomhed med 10 biler typisk kan spare 5.000 kroner om måneden ved at skifte til PARKPARK. Det skyldes, at virksomhederne ofte ikke har en samlet parkeringsløsning, men at man blot parkerer og betaler ad hoc uden at kende de reelle omkostninger. De enkelte betalingsløsninger lægger således et overhead oven på de kommunalt eller privat fastsatte parkeringspriser, hvilket for nogle aktørers vedkommende kan være helt op til 15 procent.

Om PARKPARK

PARKPARK A/S blev grundlagt i 2013, og siden er PARKPARK vokset til at være en af de førende parkerings-apps i Denmark. PARKPARK er den eneste rent danskejede større parkeringsapp, og hver dag parkerer tusindvis af danskere deres bil og betaler for parkeringen med PARKPARK-app’en. Løsningen er den billigste i landet, da man som kunde forudbetaler og indsætter et beløb på ens PARKPARK-konto. Pengene tilhører kunden selv og kan til enhver tid overføres til en anden konto. Forudbetalingen gør, at PARKPARK ikke skal betale et lille beløb pr. parkering til Nets eller en kreditkortindløser, hver gang man foretager en parkering. Samtidig runder PARKPARK kun parkeringen op til nærmeste kvarter og tager kun én krone i formidling af parkeringsbetalingen. Hos markedets øvrige betalingsløsninger til parkering betaler kunderne helt op til 15 procent oven i den pris, parkeringen koster. Læs mere på www.parkpark.dk

Nyheder - PARKPARK LANDER STOR ORDRE FRA EN AF LONDONS STØRSTE LUFTHAVNE

© Copyright 2021. All Rights Reserved